Er ESG-arbejdet blevet den store elefant i forlystelsen?
20. august 2024CO2Puljen åbner for ansøgninger om grønne tilskud
30. september 2024Regeringen foreslår dansk forbud mod PFAS i tøj og sko
Tøj, sko og imprægneringsmidler er nogle af de største syndere, når det kommer til udledning af PFAS i miljøet. Derfor barsler regeringen nu med et nationalt forbud mod PFAS i disse emner. Her får du et overblik over det foreslåede forbud.
Hvis du producerer tøj og sko til forbrugere, skal du til at se dig om efter alternativer til PFAS-holdige imprægneringsmidler. Også importører og sælgere af de nævnte beklædningsgenstande samt imprægneringsmidler til forbrugere skal være opmærksomme på det foreslåede forbud.
Hvorfor skal PFAS forbydes?
PFAS (per- og polyfluoralkyl stoffer) har mange praktiske kvaliteter i tøj og sko – herunder at gøre tekstilerne vandtætte eller vandafvisende, svedtransporterende, mere slidstærke og modstandsdygtige over for pletter.
Disse egenskaber er samtidig med til at gøre de mange tusinde typer PFAS farlige for miljøet, hvor de nedbrydes så langsomt og derfor spredes vidt og bredt. De senere år har man fundet spor af PFAS mange uventede steder – i såvel naturen som mennesker og dyr.
Det er på den baggrund, at regeringen nu foreslår et forbud mod PFAS i tøj, sko og imprægneringsmidler, som står for en stor del af den udledning, vi oplever herhjemme.
Vi skal gå foran i arbejdet for at begrænse PFAS ved kilden. Et nationalt forbud mod import og salg af tøj, sko og imprægneringsmidler med PFAS er et vigtigt skridt på vejen mod at begrænse udledningen og vil have en reel miljøeffekt i Danmark.
Miljøminister Magnus Heunicke (kilde: regeringen.dk)
Hvad er omfattet af det foreslåede PFAS-forbud?
Et nationalt forbud vil ifølge regeringens forslag omfatte PFAS i tøj, sko og imprægneringsmidler til forbrugere.
Derimod vil professionel beklædning og sikkerhedstøj ikke være omfattet, idet regeringen vurderer, at der endnu ikke findes PFAS-frie alternativer, der lever op til de særlige krav til sikkerhed og funktionalitet, som findes inden for visse brancher.
Hvem er forbuddet rettet imod?
Virksomheder, der producerer, importerer og sælger tøj, sko og imprægneringsmidler til forbrugere.
Hvornår træder forbuddet i kraft?
Det forventes, at bekendtgørelsen om forbuddet er klar d. 1. juli 2025.
Inden da vil forbuddet kommet i høring, hvor virksomhederne har mulighed for at komme med indvendinger eller gøre opmærksom på eventuelle udfordringer, der skal medregnes i lovforslaget.
Regeringen foreslår som udgangspunkt en overgangsperiode på et år, således at forbuddet vil gælde fra d. 1. juli 2026.
Det forventes desuden, at det danske forbud mod PFAS i tøj, sko og imprægneringsmidler vil gælde, indtil et kommende EU-forbud træder i kraft.
Hvordan kommer forbuddet til at fungere i praksis?
Ifølge regeringen vil forbuddet i praksis blive gennemført ved, at der fastsættes grænseværdier, som skal sikre, at PFAS ikke bevidst kan bruges i tøj, sko og imprægnering. Der er dog visse undtagelser, som du kan læse herunder.
Det vil fortsat være muligt at bruge tøj, sko og imprægneringsspray, købt før
forbuddet træder i kraft, ligesom forslaget ikke vil omfatte genbrug og genanvendelse.