Opgøret med den lineære tankegang omkring et produkts liv og overgangen til den cirkulære er helt på linje med miljømærkernes overordnede mål om at mindske forbrugets samlede miljøbelastning. Miljømærkerne er baseret på en helhedsbetragtning, hvilket indebærer, at hele produktets livscyklus fra råvarer til produktion, brug, bortskaffelse og recirkulering er med i vurderingen, når kravene til miljømærkede produkter bliver fastsat.
Både Svanemærket og EU-Blomsten har en cirkulær tilgang til livscyklus, hvilket er en forudsætning for cirkulær økonomi. Dermed undgår du at flytte en negativ miljøeffekt til et andet sted i livscyklus, og samtidig kan du sætte fokus på, hvordan tiltag i én fase har positiv effekt flere steder i et produkts livscyklus.
Et eksempel på dette er miljømærkernes kemikaliekrav. Mærkerne stiller krav til de kemikalier, der bliver anvendt i både materialer og færdige produkter. Det er bl.a. med til at reducere miljøbelastningen under produktion og reducere kemieksponeringen i brugsfasen. Samtidig understøtter kemikaliekravene muligheden for genbrug og recirkulering senere i livscyklus.
Når der bliver stillet krav til miljømærkede produkter, sker det først og fremmest inden for følgende seks områder: råvarer, kemikalier, ressourcer, kvalitet, design og affaldshåndtering. Alle disse områder er med til at stimulere den cirkulære økonomi.
Der ligger en god forretning i at spare på ressourcerne. Det gælder også i forhold til at levere et produkt, som er gearet til et samfund, der i højere grad bliver baseret på cirkulær økonomi. Et produkt, som – via certificering – desuden giver forbrugeren mulighed for at træffe et oplyst valg.
Ring 40 11 09 20 for en uforpligtende snak.
Tilmeld dig her og modtag opdateringer fra Help2Comply 3-4 gange årligt. Du kan til enhver tid afmelde dig igen.