Vi danskere bruger over 100 mio. bærbare batterier om året – svarende til omkring 4.000 ton. De sidder i alt fra stearinlys til tandbørster. En ikke ubetydelig andel af dem ender i affaldet og belaster dermed vores affaldssystem. Derfor er det ikke ligegyldigt, hvad der er i batterierne, og hvordan vi håndterer dem.
Det bringer os tilbage til vores kundes spørgsmål, som ikke var helt så enkelt at svare på.
”Det viste sig at være et mere tricky spørgsmål, end vi umiddelbart troede,” siger Vivi Schytt, direktør i Help2Comply, og forklarer: ”Ret beset er batterier beholdere med kemiske stoffer, og det er meningen, at stofferne skal blive i disse beholdere, fra vi køber batterierne, til de er afleveret til tryg håndtering på genbrugspladsen. I det lys betragtes batterier i sig selv ikke som ’almindelig kemi’, men snarere som ’artikler’ en eller anden form. Og spørgsmålet er så, om de som artikler er omfattet af REACH.”
I en vejledning på ECHAs hjemmeside om krav vedrørende stoffer i artikler kan du læse, at batterier er at betragte som et grænsetilfælde, og at et batteri skal opfattes som en ”artikel med et integreret stof/en integreret blanding”. Så langt så godt, men betyder det, at batterier hører under REACH eller ej? Det giver vejledningen ikke noget svar på.
”Det var frustrerende, for vi plejer selv at kunne læse os frem til, hvad der gælder, men her måtte vi ty til at spørge Miljøstyrelsen,” fortæller Vivi Schytt, som heldigvis fik et klart svar hos myndigheden, oplyser hun:
”Det er de ikke! I hvert fald så længe de ikke indeholder over 0,1 % af et af kandidatlistestofferne.”
Kandidatlistestoffer – også kaldet SVHC-stoffer – er stoffer, der har særlig bevågenhed i kemikaliereguleringen. SVHC står for Substances of Very High Concern.
Vivi Schytt tilføjer, at selv om et batteri indeholder et kandidatlistestof over grænseværdien, er det ikke sikkert, at importøren skal gøre noget i forhold til REACH. Det er nemlig først, når importøren importerer mere end 1 ton om året af stoffet samlet set, og der i øvrigt kan ske en eksponering af mennesker og miljø, at forpligtelserne under REACH træder i kraft for importøren.
Står du som importør af batterier til EU, råder Vivi Schytt dig til at sikre dig, at dine batterier ligger under grænseværdien for SVHC. Det kan du gøre ved at bede din leverandør om at sende dig en deklaration på det. Sådan kan du henholde dig til, at du handler i oplyst god tro, hvis det skulle vise sig, at det alligevel ikke er tilfældet. Vivi Schytt anbefaler desuden, at du som importør jævnligt beder leverandøren om at opdatere deklarationen.
Hvad du skal gøre, hvis batterierne indeholder et eller flere SVHC-stoffer, det er et andet spørgsmål.
Tilmeld dig her og modtag opdateringer fra Help2Comply 3-4 gange årligt. Du kan til enhver tid afmelde dig igen.